Information om kirurgisk behandling af marisker

(hudfolder ved endetarmen)

 

Marisker er hudfolder ved endetarmsåbningen, der opstår i forbindelse med eller efter hæmorroide-lidelse, se evt. Hæmorroider – værd at vide. Når hæmorroider er udtalte, kan de komme til at pose ud ved endetarmsåbningen. Selvom hæmorroiderne senere er forsvundet igen, kan huden udenfor endetarmsåbningen være permanent forandret med dannelsen af marisker. Alle mennesker danner en grad af marisker med alderen, og de fleste lever fint med dem. Marisker kan dog genere, specielt i forbindelse med renholdelse. Der kan opstå irritation, hævelse og kløe.


Marisker forsvinder ikke af sig selv. De kan udelukkende fjernes ved kirurgisk behandling. Men langt fra alle marisker bør behandles kirurgisk.


Kirurgi for marisker er ikke relevant, hvis der er fortsat hæmorroide-lidelse og/eller årsagen hertil ikke er korrigeret – graviditet, forstoppelse, uhensigtsmæssige toiletvaner m.fl..

 


Kirurgisk fjernelse af marisker


Kirurgisk fjernelse af marisker foretages i lokalbedøvelselse. Anlæggelse af lokalbedøvelse er smertefuldt, men smerten forsvinder efter et par minutter. Marisker fjernes herefter ved bortskæring. Sår ved endetarmen efterlades åbenstående for at minimere risikoen for infektion.


Det er smertefuldt at være ny-opereret ved endetarmsåbningen. Der kan være brug for indtag af smertestillende i 1-2 uger efter indgrebet. Smerterne klinger af i takt med, at sårene heler.


Pga. risikoen for problematisk sårheling og arvævsdannelse kan der blive tale om at fjerne mariskerne ad flere omgange.

 


Før operationen


Du vil inden et evt. tilbud om fjernelse af marisker have fået foretaget en undersøgelse af endetarmsåbningen – Anoskopi og ofte også en egentlig kikkertundersøgelse af tyktarmen.


Får du blodfortyndende behandling, skal du kontakte klinikken i god tid inden indgrebet mhp. en plan for evt. pausering.


På selve operationsdagen skal du anvende et AFFØRINGSMIDDEL til udtømning af endetarmen inden undersøgelsen. Til det formål bedes du købe et klysma i håndkøb på apoteket; Toilax eller Microlax (5ml). Præparatet kan også udleveres i klinikken.


Afføringsmidlet sprøjtes helt op i endetarmen ca. 1 time før undersøgelsen. Du skal forsøge at holde på afføringsmidlet, så længe som muligt, inden du tømmer tarmen. Du skal have været på toilettet, inden du møder op i klinikken.


Operationen foregår som ved kikkertundersøgelse af endetarmen – Anoskopi, hvor du ligger med benene i undersøgelsesbøjler (gynækologisk undersøgelsesleje). Der afvaskes, hvorpå der anlægges lokalbedøvelse med en kanyle. Det er smertefuldt, når bedøvelsen anlægges. Smerter svinder efter et par minutter. Selve fjernelsen af marisker tager blot få minutter. Ofte anlægges afslutningsvis en lille tampon i endetarmsåbningen. Den falder ud af sig selv, første gang, du går på toilettet.


Det er en forudsætning for al succesfuld behandling af hæmorroider, at afføringen på forhånd er lind og uden tendens til forstoppelse. Se evt. Hæmorroider – værd at vide. Du skal være påbegyndt behandling med afføringsmiddel i god tid inden indgrebet og fortsætte med dette, indtil sårene er helet.

 


Efter undersøgelsen


Endetarmsområdet skal efter operationen holdes rent med rigelig brusning direkte mod endetarmsåbningen morgen og aften, samt efter toiletbesøg, indtil sårene er helet. Sårene heler typisk i løbet af 3-5 uger.


Der kan anvendes smertestillende efter indgrebet. Lægen udfærdiger recepter i forbindelse med indgrebet, men du kan forberede dig ved at have indkøbt: Tablet Pamol 500mg., 2 stk. op til 4 gange dagligt, evt. suppleret med Tablet Ipren 200mg., 2 stk. op til 4 gange dagligt, hvis du kan tåle gigtpræparater. Der kan også anvendes is-bind (eks. en pose frosne ærter svøbt i et klæde) 10-15min. ad gangen. Dette reducerer også hævelse i området.


Der er ingen restriktioner efter indgrebet; du må gerne køre bil. Man kan gå normalt på toilettet, tørre sig etc., men specielt den første tid er det mindre smertefuldt at bruse sig ren.


Du vil typisk have behov for sygemelding få dage. Du skal afstå fra hård fysisk aktivitet i de første uger efter indgrebet.

 


Komplikationer til indgrebet


Komplikationer udover umiddelbart ubehag som ovenfor beskrevet er sjældne.


I sjældne tilfælde kan det bløde fra endetarmen. Der kan endvidere opstå infektion. I så fald skal du kontakte Kirurgisk Klinik Horsens. Er det udenfor vores åbningstid, skal du kontakte din egen læge / lægevagten.


Efter kirurgi ved endetarmen ses forsinket og problematisk sårheling. Uhensigtsmæssig arvævsdannelse. Ethvert kirurgisk indgreb ved endetarmen involverer en risiko for beskadigelse af lukkemusklen. Dette ses dog yderst sjældent ved simpel mariskektomi.



Kirurgisk Klinik Horsens – Nørregade 1, 1. sal - 8700 Horsens

75 61 57 77 - www.kirurgihorsens.dk

Patientinformation Marisk-11-21